Færre udlændinge lærer dansk på grund af brugerbetaling – Vestegnens Sprog- & Kompetencecenter

Faktaboks


Loven om brugerbetaling for udenlandske studerende og arbejdere, der vil lære dansk, trådte i kraft 1 juli 2018.

Brugerbetalingen er på 2.000 kroner per modul, og der skal bestås op til seks moduler. Prisen vil derfor være 12.000 kroner, hvis alle moduler gennemføres. Dansk er stadig gratis for flygtninge og familiesammenførte.

Hør indslaget i P1 Morgen: Udenlandske studerende og arbejdstagere dropper i store tal dansk og rejser i stedet væk

Læs nyheden på dr.dk: Nej tak til dansk: Gebyr får udlændinge til at droppe sprogkursus

Læs mere om Danskuddannelse på VSK

Færre udlændinge lærer dansk på grund af brugerbetaling

Siden der blev indført brugerbetaling på danskuddannelsen, er omkring 10.000 færre udlændinge i gang med at lære sproget.

Indtil juli 2018 var det gratis at lære dansk for udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde og studere. Men så kom loven om brugerbetaling, og i dag koster det op til 12.000 kroner at tage en danskuddannelse. Siden sommer er 10.000 færre udlændinge gået i gang med at lære sproget, skriver dr.dk.

Loven om brugerbetaling på danskuddannelse blev vedtaget af regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Har ikke råd til at lære dansk

Formand for De Danske Sprogcentre, Lars Nordborg Olsen, er til daglig forstander på Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter, som er landets største kommunale sprogcenter med ca. 4600 kursister årligt.

Han oplever, at mange udlændinge vender om på hælen, når de får at vide, at de nu selv skal betale for danskundervisning. De kan ikke tage tusindvis af kroner ud af deres budget hvert år til at lære dansk.

”Der kommer rigtig mange på sprogcentrene, som siger, at de gerne vil lære at tale dansk, for det har de brug for på arbejdet, når de skal til lægen, i forhold til deres børn osv. Men når de så får prisen at vide, siger de, at det er deres lønninger ikke høje nok til, og de har rigtig mange omkostninger ved at etablere sig i Danmark’”, forklarer han til P1 Morgen.

Kan blive et samfundsproblem

Lars Nordborg påpeger problemet ved, at de mange udenlandske arbejdere ikke lærer tilstrækkelig dansk. Han er bekymret for, om der sker det samme, som dengang gæstearbejdere i 60’erne og 70’erne kom til Danmark, og en del ikke lærte tilstrækkeligt dansk:

”Vi har mange ældre tyrkere, som er nedslidte og ikke kan omskoles, fordi de ikke kan nok dansk. Vi er bekymret for, om historien gentager sig, men nu hedder det rumænere og polakker”, siger han til dr.dk.

Dansk Erhverv: Dårligt købmandskab

Rigtig mange af dem, som fravælger danskundervisning, er internationale studerende. Dansk Erhverv mener, at det er dårligt købmandskab at indføre brugerbetaling for danskundervisning. Det kan blive en dyr besparelse.

”Vi har mangel på arbejdskraft i Danmark, og når vi i forvejen giver dem en gratis uddannelse, synes vi at det er ærgerligt ikke at give dem det ekstra nøk, der gør, at de har langt bedre muligheder for at blive i Danmark, betale skat og bidrage til den uddannelse, vi har givet dem,” siger Mads Eriksen uddannelses- og forskningspolitisk chef for Dansk Erhverv til P1 Morgen.

Selvom de studerende taler engelsk, har man brug for at kunne dansk på langt de fleste arbejdspladser:

”Det, der kendetegner den danske virksomhedsstruktur er, at vi har en masse små og mellemstore virksomheder, og der taler man dansk i kantinen og på jobbet. I det hele taget er det svært at indgå på arbejdspladsen, hvis man ikke taler dansk”, udtaler Mads Eriksen i P1 Morgen.

Færre udlændinge lærer dansk på grund af brugerbetaling
Tagget på:             
Vestegnens Sprog- & Kompetencecenter holder lukket i sommerferien, fra d. 29. juni til d. 11. august 2019.