Nyt FVU-kursus styrker udlændinges jobsøgning – Vestegnens Sprog- & Kompetencecenter

Nyt FVU-kursus styrker udlændinges jobsøgning

Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter tilbyder nu FVU, hvor kursisterne bliver klædt på til at søge job, mens de lærer at læse og skrive dansk.

Trods den faldende ledighed i Danmark er mange borgere, især udlændinge, stadig i job hvor de ikke får udnyttet deres kompetencer. De ønsker et bedre job og måske også flere timer på arbejdsmarkedet.

”Nogle af de udlændinge, der lærer dansk her på sprogcentret, er i ufaglærte eller midlertidige jobs, som de ikke er glade for. De efterspørger hjælp til jobsøgningen – fx hvordan man sætter et CV op, eller hvor finder man de relevante jobs”, fortæller projektchef Helle Vallentin.

Sprogcentret har derfor udviklet en FVU (Forberedende Voksenundervisning) med Jobsøgning, hvor deltagerne bliver bedre til at læse og skrive dansk. Samtidig lærer de at skrive ansøgninger, øver sig på jobsamtalen og arbejder med cv og informationssøgning på internettet.

Oversete jobsøgningsmetoder

I Danmark får fire ud af ti job gennem deres netværk, men for nye udlændinge kan netværk og uopfordrede ansøgninger godt være oversete metoder i jobsøgningen:

”Kursisterne er ikke selv opmærksomme på, hvor værdifuldt det er at aktivere deres netværk. Vi hjælper dem med at få øjnene op for deres netværk ved, at de fx skal lave mindmaps over deres omgangskreds”, forklarer Helle Vallentin.

”Vi lærer også kursisterne, at de skal blive bedre til at aktivere deres netværk, så netværket har antennerne ude i forhold til jobåbninger.”

FVU med Jobsøgning er et gratis kursus, der varer 10 uger og begynder d. 27. august 2018 [Opdatering: Næste holdstart er 1. oktober 2018]. Det er et tilbud til voksne over 18 år, som ønsker at blive bedre til at læse og skrive samtidig ønsker hjælp til jobsøgningen. Undervisningen foregår på Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter i Glostrup.

Kontakt

Ring til VSK for flere oplysninger på tlf. 43 28 35 00

Nyt FVU-kursus styrker udlændinges jobsøgning
Tagged on:         
Skolen holder lukket i efterårsferien i uge 42
Tilmelding til indfødsretsprøve og medborgerskabsprøve åbnes d. 1-31. Oktober 2018, via shoppen.