VSK satte ild til kulturnatten – Vestegnens Sprog- & Kompetencecenter

VSK satte ild til kulturnatten

Lørdag den 27. oktober åbnede VSK dørene for Glostrup Kulturnat. Temaet var lys, og de mange fremmødte kunne se ildshow, tage del i et kunstværk og opleve lysende dansere.

På en kold og mørk efterårsaften lyste Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter op. Temaet for Glostrup Kulturnat var lys, og VSK’s program stod derfor på fakkeloptog, ildakrobatik, et kunstværk med knæklys og lysdans.

Ildsjipning

Et langt fakkeloptog, der bevægede sig fra Glostrup Rådhuspark hen til sprogcenteret på Skolevej, indledte årets kulturnat på VSK. Da de mange gæster ankom til skolen, stod ildkunstneren Styltesigne klar med tændte fakler. Hun dansede til musik med ild, jonglerede med fakler og sjippede med et langt ’ildsjippetov’.

I skolegården kunne de besøgende kulturnatsgæster også være med til at gætte en lysgåde sammen med kunstnerduen Hvid Krebs. På en stor tavle kunne man hænge knæklys i forskellige farver op. Sidst på aftenen, da alle lys var sat på, stod budskabet klart på lystavlen – og på afstand kunne man se, at der stod SAMMEN.

Dans i mørket

I løbet af aftenen kom rigtig mange besøgende for at se danseshowet i skolens gymnastiksal, hvor børn og unge fra Hvissinge Danseforening optrådte. Med neonfarvet tøj, lyskæder viklet rundt om kroppen og lysende lygter gav børnene et stemningsfuldt show i den mørke sal.

Indenfor i skolens kantine varmede folk sig på kop kaffe til tonerne fra skolens jazzband. De kunne også smage på mad fra forskellige dele af verden, bl.a. chicken tikka masala-kødboller og dybstegt squash med honning og mynte. Imens kunne man snakke med VSK’s vejledere og få en rundvisning på skolen.

Svedte over Indfødsretsprøve

Hvis man vil søge om at blive dansk statsborger, kan man tage Indfødsretsprøven på VSK. På kulturnatten kunne nysgerrige tage prøven for sjov. Den består af 40 spørgsmål, og man skal svare rigtigt på 32 for at bestå. I løbet af aftenen gik i alt 54 gæster ind eksamenslokalet og testede, om de kunne blive danske statsborgere.

VSK satte ild til kulturnatten
Tagget på:     
Vestegnens Sprogcenter holder juleferie fra d. 22. Dec 2018 til og med d. 2. Januar 2019.