FVU – Dansk som andetsprog – Vestegnens Sprog- & Kompetencecenter

FVU for kursister med dansk som andetsprog

FVU – Forberedende VoksenUndervisning – er GRATIS kurser i dansk og matematik for voksne med dansk som andetsprog.

FVU er for dig, der fx:

  • er færdig med sprogskolen og ønsker at blive bedre til læsning og skrivning på dansk
  • går på sprogskole og ønsker mere undervisning i læsning og skrivning – og har et godt mundtligt dansk
  • har boet i Danmark i mange år og ønsker mere undervisning i læsning og skrivning
  • skal have matematik for at komme ind på en uddannelse
  • skal være bedre til at læse og skrive for at komme i job
  • gerne vil kunne hjælpe dine børn med lektier
  • gerne vil lære eller blive bedre til regning og matematik

Du har mulighed for at afslutte undervisningen med en trinprøve. En bestået dansk FVU trin 4 samt matematik FVU trin 2 svarer til folkeskolens 9. eller 10. klasses afgangsprøver og giver dermed adgang til erhvervsuddannelserne.

Indhold

Hvis du starter på FVU hos VSK, vil du komme på et hold, som tager udgangspunkt i din baggrund og det, du allerede kan. Du kan selv vælge, om du vil gå til FVU-dansk eller FVU-matematik eller begge dele.

På FVU-dansk arbejder vi med læse- og skrivefærdigheder, bl.a.

  • Staveregler, grammatik og ordforråd
  • Tekster fra hverdagen – gerne tekster, du selv vælger
  • Aktuelle nyheder fra aviser og tv

På FVU-matematik arbejder vi med regnefærdigheder, bl.a.

  • Tal og matematiske begreber fra hverdagen
  • Opgaver med tekst, tal og figurer
  • Lønsedler, elregninger, opskrifter og netbank

Tid og sted

Der er mulighed for 12, 16 eller 20 dansklektioner og 4 matematiklektioner om ugen. Undervisningen foregår på vores afdeling i Glostrup. Et forløb varer 8 uger. Du kan tage flere forløb, hvis du har brug for det. Vi har holdstart hver 14. dag.

Tilmelding

Inden du starter, skal du til en screening, hvor vi sammen med dig finder ud af, hvilket hold du skal starte på.

Du kan blive henvist til kurset af din sagsbehandler, hvis du er ledig og har en jobplan.